Ansvarshavende redaktør: Jens Olaf Pepke Pedersen https://orcid.org/0000-0001-8058-0858
Ti år med Kvant og dansk naturvidenskab
Kvant fejrer med dette nummer et lille jubilæum – det er nu 10 år siden at det første nummer af bladet så dagens lys, og samlingen af de første 10 årgange med i alt over 1000 sider udgør et smukt bidrag til formidlingen af fysikkens verden og dens udvikling gennem 1990’erne. Under de tidligere redaktører, Jørgen F. Bak og Mads Hammerich, har bladet samtidig udviklet sin egen stil, som jeg har forsøgt at videreføre. Det eneste, der ikke har udviklet sig, er prisen – en annonce eller et abonnement koster præcis det samme i dag som i 1990!
Kvants første nummer
I Kvants første nummer skrev koncernudviklingschef i NKT, Søren Isaksen, under overskriften “Inerti i dansk fysik”, om den ringe fornyelsesgrad i dansk fysik: på 10-15 års sigt kan man godt frygte, at det bliver dyb nat. Med institutternes nuværende aldersprofiler og en udskiftningsmekanisme næsten alene baseret på en endda meget sen pensionering, er det svært at se, hvorfra fornyelsen skal komme i de kommende år. Søren Isaksen fandt at der var for megen inerti i dansk fysik og mente, at den daværende styrelseslov var hovedårsagen hertil. Han foreslog derfor en ny ledelsesstruktur for universiteterne, der ligesom i industrien var i stand til at befordre “et progressivt og tidssvarende forskningsmiljø”.
Søren Isaksen fik straks svar på tiltale fra Det fysiske Institut i Århus, hvor Ove Poulsen i det efterfølgende Kvant spillede bolden tilbage til industrien, som han savnede som en positiv modspiller og ikke blot som aftager af gode kandidater. F.eks. kunne industrien bidrage til nytænkningen ved at oprette praktikpladser til fysikstuderende med bestået 1. del. Endvidere mente Ove Poulsen, at der var gode tegn til faglig fornyelse og styrkelse i de fleste danske fysikmiljøer, men også tendenser til politisk kontrol med grundforskningen: “Støtten til forskningen sektoriseres og programiseres og stadig flere betingelser knyttes til anvendelsen af forskningsmidler. Den hellige ko er den teknologiske udvikling, hvis nuværende stade netop bygger på den grundforskning, der forsømmes i disse år. Industriens rolle i dette magtspil er uklar. Vil industrien støtte en fri og uafhængig forskning eller vil de kortsigtede mål altid dominere?”
Spørgsmålene i dag
I dag – 10 år senere – kan vi konstatere at begge debattører havde god grund til bekymring over bl.a. fysikernes aldersprofil og forskningens sektorisering og programisering. I øvrigt er de begge to fortsat aktive i debatten. Som formand for Danmarks Forskningsråd rådgiver Søren Isaksen i dag forskningsministeren, og Forskningsrådet har netop fremlagt (www.fsk.dk) en omfattende kortlægning af de offentlige forskningsmidler sammen med en række anbefalinger. Kortlægningen viser, at antallet af “cigarkasser” er vokset stærkt i de sidste 10 år, og specielt de årlige forskningspakker på finansloven har – sammen med et utal af programkomitéer – medført stigende kompleksitet i forskningsfinansieringen. Det betyder bl.a., at der til enkelte programmer er så få ansøgere, at der ikke er reel konkurrence om midlerne. Redegørelsen viser også, at den offentlige forskningsindsats, målt som andel af BNP, i dag er uændret i forhold til 1990. Til gengæld har den private forskning øget sin andel af BNP, men i alt anvender Danmark væsentligt mindre på forskning end f.eks. Sverige og Finland. Det er også bekymrende, at nye bibliometriske analyser viser en tendens til, at dansk forskning inden for naturvidenskab og sundhedsvidenskab, hvor vi traditionelt har stået stærkt, i disse år taber international gennemslagskraft.
Ove Poulsen skriver i dette nummer af Kvant (s. 18) om den udfordring dansk naturvidenskab og teknik står over for i dag. Ifølge Ove Poulsen er universiteterne truet på deres kerneområder, uddannelse og forskning. Viden produceres ikke længere kun på universiteterne, og det stiller nye krav til forskningen om at åbne sig mod samfundet og føre en dialog, der rækker ud over de klassiske udfald mod politikerne. Den tidligere envejskommunikation med samfundet, hvor forskerne stillede deres viden til rådighed for samfundet, må afløses af en gensidig påvirkning og inspiration. Universiteterne har ifølge Ove Poulsen ikke vist evne eller vilje til at sætte debatten, og han opfordrer derfor de faglige sammenslutninger til selv at tage den.
Jeg vil gerne her give opfordringen videre og stille spalteplads til rådighed i Kvant for debatten.
Den superledende “supercollider” (SSC), der blev opgivet i 1992, er et eksempel fra fysikkens verden på, hvor galt det kan gå. Set fra fysikernes synsvinkel indbød projektet til store fremskridt, men fysikerne kunne (eller ville) ikke overbevise politikerne (og andre videnskabsgrene) om, at den enorme investering også kom resten af samfundet til gavn. Her gavner det heller ikke sagen, at fysikere – og andre naturvidenskabsfolk – ofte bruger et sprog, som politikerne ikke forstår.
I disse dage, hvor naturvidenskabelige dekaner og mange andre går og ømmer sig, er det på sin plads at minde om, at der faktisk er en solid politisk forståelse for, at forskning er en nødvendig forudsætning for velfærdssamfundet. Men de samme politikere er ikke overbevist om, at forskningen støttes bedst ved at give universiteterne flere penge. Forslagene om udviklingskontrakter er et udtryk for, at politikerne har mistet tilliden til, at universiteterne kan styre og udvikle sig selv. Det er ikke universiteternes skyld alene. Det kan ikke lade sig gøre at styre et universitet med samme dynamik og effektivitet som en privat virksomhed, samtidig med, at man er underlagt et offentligt bureaukrati og ministeriernes skiftende luner.
Men udviklings- og resultatkontrakter kan blive et af midlerne til at få del i forskningsbevillingerne. De vil indeholde krav om effektivisering og fokusering, men de vil også virke motiverende for gode forskningsmiljøer, f.eks. ved en stabil basisbevilling og større selvstændighed.
Det er også på sin plads at minde om, at vi ikke har ressourcer til at udføre god forskning på alle områder. Derfor er det en naturlig politisk opgave at foretage en prioritering – samt sikre en betryggende evaluering, som må måles på mere end antallet af artikler eller patenter. Det er også en politisk opgave at få mest muligt ud af forskningsindsatsen. Det skal ske ved at nedbryde barrierer og øge samarbejdet mellem den offentlige og private forskning, gerne ved øget privat finansiering af forskning på offentlige institutioner – og øget offentlig finansiering af erhvervslivets forskning. Øget kontakt skal være med til at identificere gode problemstillinger i forskningen og ændre holdninger begge steder: Den offentlige sektor skal se forskningens betydning for samfundet. Den private sektor skal se kontakten med forskningsverdenen som en vigtig faktor i deres udvikling.
Øget udbytte af forskningen er i øvrigt ikke i modstrid med en stærk grundforskning. Anvendt forskning af høj kvalitet er afhængig af høj kvalitet i grundforskningen.