En undersøgelse af den norrøne areal- og ressourceudnyttelse i Vesterbygden i Grønland

Abstract

Islandske bønder tog omkring 985 land i Sydvest- og Vestgrønland - i dét de kaldte Østerbygden, det nuværende Qaqortoq (Julianehåb) område og Vesterbygden, det nuværende Nuuk (Godthåb) område. Nordboerne forsvandt igen fra Grønland efter nogle
hundrede års bosættelse. Vesterbygden lå øde hen omkring 1350, mens Østerbygden først blev opgivet henimod 1500. Flere generationer af arkæologer har været optaget af årsagen til nordboernes forsvinden fra Grønland. Tidligere anvendte man mono-kausale forklaringsmodeller, som f.eks. pest, klimaforværring, eskimo-, pirateller larveangreb, på deres forsvinden  I dag benytter
man hovedsageligt multi-kausale modeller - bl.a. samspillet mellem klimaforværring, ressourceforhold, øget kontakt med Inuit, svigtende kontakt med Europa samt samfundsstrukturens opbygning - til forklaring af nordbosamfundets udvikling, svigtende levedygtighed og endelige forsvinden. I afprøvningen af disse nyere forklaringsmodeller indgår studiet af nordboernes ressourceudnyttelse og økonomi i videste forstand som en væsentlig bestanddel. Samfundets eksistensgrundlag og forandringer
heri kan belyses gennem analyser af mange forskelligartede kulturelle og naturmæssige forhold. Således er det væsentligt at inddrage analyser af bl.a. udgravet materiale fra nordbogårdene og deres møddinger, gårdsanlæggenes arkitektoniske udformning, gårdenes lokaliseringsfaktorer og kortlægning af deres ressourcepotentiale samt oplysninger om dyrearternes sæsonmæssige adfærdsmønstre