Dødemønter fra danske kirker og kirkegårde

Abstract

Den rituelle brug af mønter i forbindelse med død og begravelse har haft en stor geografisk og kronologisk spredning. I det antikke Grækenland knyttedes brugen til myten om færgemanden Charon, der mod betaling af en sølvmønt (en obol) færgede de dødes sjæle over floden Styx til Dødsriget. Den klassiske placering af Charons mønt var i afdødes mund. Men mønterne har i Grækenland også været nedlagt i den dødes hånd eller på og ved kroppen. Skikken kan følges via Romerriget over Middelalderen og frem til allernyeste tid, hvor dødemønter til stadighed synes at have spillet en rolle i den folkelige forestillingsverden i Europa. De meget varierede måder mønterne har kunnet indgå i dødekulten, afspejler store forskelle i mønternes tiltænkte funktion og man bør derfor være forsigtig med automatisk at fortolke en dødemønt i snæver sammenhæng med den antikke Charons-myte.