Arkæologiske spor efter døbefontens placering i kirkerummet gennem middelalderen

Abstract

Døbefonten er det mest uforgængelige og derfor som regel det ældste stykke inventar i vore landsbykirker. Den er i de fleste tilfælde samtidig med kirkebyggeriet og har været i brug siden. Mackeprang har i det store værk om døbefontene fra 1941 opgjort bestanden i Danmark til omkring 1500 middelalderlige døbefonte svarende til, at 86% af landets kirker har bevaret den gamle font.
I dag står døbefonten ofte i en krog i skibets østende, eller den er diskret anbragt ved korbuens ene vange, hvis pladsen tillader. Undertiden er fontefoden nedgravet i gulvet for at opnå en mere bekvem højde. Denne tilbagetrukne placering forekommer helt naturlig i vore dages fuldt møblerede kirke, hvor det efterreformatoriske træinventar og ikke mindst stolestaderne præger kirkens indre, men den adskiller sig unægtelig fra den centrale placering i det romanske kirkerum, som kendes fra arkæologiske
undersøgelser i kirkegulvene