Mennesket, hans tendens til vanedannelse, summum bonum og det evolutionære univers
Nøgleord:
C.S. Peirce, Metafysik, Summum bonum, vanedannelseResumé
Allerede de gamle spurgte: kan der påvises et grundlæggende ideal, som mennesket bør efterleve, et summum bonum? Filosoffen og semiotikeren C. S. Peirce (1837-1814) gjorde i flere omgange spørgsmål af denne type til genstand for undersøgelse, han fremsatte et bekræftende svar og skitserede idealets mulighedsbetingelser og nogle af dettes konsekvenser. Peirce opfattede mennesket som værende et bundt af vaner, et væsen hvis semeiosis eller forskellige former for tegn-dannelse kan , og ikke mindst bør, bevæge sig i en bestemt slags retning i overensstemmelse med selve universets rationelle udvikling, forstået som ”væksten i den konkrete fornuftighed”.
Downloads
Citation/Eksport
Nummer
Sektion
Licens
This journal provides immediate open access to its content on the principle that making research freely available to the public supports a greater global exchange of knowledge.