Når medierne ændrer religion - kirkekritik og spiritualisme

Resumé

Medierne er blevet en helt central kilde, når danskerne vil beskæftige sig med religiøse anliggender i bred forstand. Kirkegang og bibellæsning er forbeholdt et beskedent mindretal, hvorimod en betydeligt større del af befolkningen bruger tv, romaner, film, internet og radio til at pleje magiske, åndelige og religiøse interesser uden for folkekirkens regi. De store fortællinger om det godes kamp mod det onde henter vi ikke længere fra bibelen eller andre religiøse skrifter, men fra film, tv, romaner og computerspil. Medierne formidler ikke blot tekster om religiøse emner, men producerer selv en mangfoldighed af produkter med større eller mindre religiøst indhold, der dermed præges af mediernes mellemkomst. Den faktuelle information og diskussion af religionen underlægges journalistiske nyhedskriterier, og de fiktive fortællinger produceres og formidles ikke af præsteskaber, men af professionelle mediefolk som instruktører, manuskriptforfattere, art directors m.fl.

Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegninger viste med al tydelighed, at medierne kan være med til at udfordre eksisterende religioner, ligesom medierne kan bruges til at fremme religiøse interesser. Med mobiltelefoner kunne islamiske tilhængere annoncere og koordinere spontane demonstrationer på tværs af landegrænser, og danske myndigheder måtte på arabiske satellitkanaler og internettet udøve diplomatiske anstrengelser i fuld offentlighed. Mediernes betydning for religionen er imidlertid ikke forbeholdt islam. Også den hjemlige protestantiske kirke er på flere måder udfordret af mediernes øgede betydning i samfund og kultur. Medierne har på en række områder overtaget folkekirkens rolle, men her er der tale om en proces, der er foregået over længere tid og uden de store politiske eller religiøse konflikter.