Marmorets drømmende stenstrøm
Sophia Kalkaus stele i Grøndalskirken
DOI:
https://doi.org/10.7146/periskop.v2026i36.172344Resumé
I Grøndalskirken har billedhuggeren Sophia Kalkau (f. 1960) i 2016 skabt en hvid marmorstele, der artikulerer kirkerummets a/symmetrier og vertikale forestillinger et sted mellem arkitektur og skulptur, søjle og forhæng, flade og foldning. Stelen er udført i Thassos-marmor, en marmortype, der er kendt for sin rene, krystallinske hvidhed. Kirken er tegnet af Julius Smith (1861-1943) og
opført i 1928 af Kirkefondet, der blev etableret i 1890 med det formål at bygge nye kirker og oprette menighedsliv i Københavns nye brokvarterer. I dag står Grøndalskirken som et hvidt drømmebillede i vejgaflen mellem Hulgårdsvej og Hillerødgade – opført i nygotisk stil som storbyens længsel efter landsbykirken. Det er dette billede af kirken som en (hvid) søjle mellem himmel og jord i byens trafikale mylder, Kalkau har givet form og flyttet ind i kirkerummet i forbindelse med Erik Brandt Dams (f. 1960) renovering af kirken i 2009/2011.
Downloads
Publiceret
Citation/Eksport
Nummer
Sektion
Licens
Copyright (c) 2026 Mette Berndsen
Dette værk er under følgende licens Creative Commons Navngivelse (by).
Forfattere, der publicerer deres værker via dette tidsskrift, accepterer følgende vilkår:
- Forfattere bevarer deres ophavsret og giver tidsskriftet ret til første publicering, samtidigt med at værket 12 måneder efter publiceringen er omfattet af en Creative Commons Attribution-licens, der giver andre ret til at dele værket med en anerkendelse af værkets forfatter og første publicering i nærværende tidsskrift.
- Forfattere kan indgå flere separate kontraktlige aftaler om ikke-eksklusiv distribution af tidsskriftets publicerede version af værket (f.eks. sende det til et institutionslager eller udgive det i en bog), med en anerkendelse af værkets første publicering i nærværende tidsskrift.
- Forfattere har ret til og opfordres til at publicere deres værker online (f.eks. i institutionslagre eller på deres websted) forud for og under manuskriptprocessen, da dette kan føre til produktive udvekslinger, samt tidligere og større citater fra publicerede værker (se The Effect of Open Access).
