Grænseoverskridende sten:

Formvandringer i 1100-tallets danske granitkirker

Resumé

“‘Levende sten’ er et paradoks, der på udfordrende måde
strider imod de alment anerkendte forestillinger.
Hvad kan vel være mere livløst end en sten?”

Med dette tankevækkende, retorisk spidsformulerede spørgsmål, der slår en sprække i forestillingen om død materie, indleder Otto Norn sit essay Levende sten (1997). Her tager han livtag med de omkring 700 kvaderstenskirker, der i løbet af det lange 1100-tal blev opført over hele Jylland. I Norns læsning er stenene, forstået som kirkebygningen, levende i metaforisk og allegorisk forstand, eksempelvis som sindbillede på det himmelske Jerusalem, Kristus som hjørnestenen og menigheden som de levende sten. Argumentationen, der tager udgangspunkt i bibelsk eksegese og den klassiske ikonografi , er periodespecifik og beror således på 1100-tallets intellektuelle strømninger. Der er intet at indvende mod Norns forståelsesramme, ud over at den strengt taget kan siges at gælde for alle kirker, uafhængigt af materiale og opførelsestidspunkt.