Ørefigenmysteriet. Tre tyske eksempler på intertekstualitet i satirens tjeneste

Resumé

Selv om ingen vistnok har foreslået at tolke Johannes hallucinationer på Patmos som satire, er der så meget samfundskritik i åbenbaringen, at der går en lige linje til Dantes Inferno, hvor læserne kunne godte sig over de straffe for eksempel Firenzes kendte borgere måtte lide i Helvede. Nogle straffe afspejlede synderens brøde; spåmænd blev i eksempelvis straffet ved at skulle gå baglæns uden at dreje hovedet.

Mens tredveårskrigen hærger i Europa, lader teologen og forfatteren Johan Michael Moscherosh en jeg-fortæller gå i samme spor og fortælle, at digtere og musikere pines i Helvede ved at skulle høre på deres egne værker. Bogen, der havde et fransk forlæg, hedder Wunderbahre Satyrische gesichte Verteutscht durch Philander von Sittewalt og udkom i 1640. Den har teologen, forfatteren og debattøren Johannes Lassenius givetvis læst, inden han skrev sin satire, Arcana, som affødte et stridskrift af en “Schüler aus Quedlinburg”, Johan Christoffer Kilian, der her citerer William Ames’ bitre, sarkastiske kritik af førnævnte Lassenius. De to stredes om, hvorvidt Quakerne, en skotsk protestantisk antiautoritær sekt, kunne retfærdiggøres.

Debat, strid og kritik har det syttende århundrede ikke manglet og sådan får teksterne mange berøringspunkter. Lassenius brugte imidlertid intertekstualiteten til at indgå en kontrakt med læseren, hvor man skal huske at læse det, der står med småt …