Udviklingen i herregårdenes malede og dekorerede interiører

Abstract

Konservator på Nationalmuseet Line Fogh Bregnhøi beskriver i denne artikel, hvordan maleri og dekoration i herregårdenes interiører har udviklet sig fra vikingetiden til slutningen af 1800-tallet.

Fra vikingetiden ses brugen af kraftige farver, ofte linoliemaling og limfarve, som både beskyttede overflader og signalerede magt og status. I middelalderen blev farver og dekoration brugt især af adel og gejstlighed, med kalk- og limfarver på vægge og lofter, samt ophængte vævede tapeter for varme og pragt.

I renæssancen blev træpanelering almindeligt som isolering og statussymbol, og udsmykning skete med malede farver, gyldenlæder og imitationer af tekstiler mens stuklofter begyndte at dukke op omkring 1600-tallet. Barokken introducerede tungere, stenmæssigt inspirerede farver og større fokus på dekorative effekter, mens malerier på lærreder og silke blev almindelige.

I rokokoen blev farverne lysere og lettere, med pasteltoner og forgyldninger samt malede imitationer af paneler på vægge og silkestoffer. Klassicismen fokuserede på enkelhed, matte farver og antikiserende motiver, ofte malet på lærreder eller direkte på vægge.

Historicismen i midten af 1800-tallet bragte mørkere, rene farver tilbage og pompejansk stil, ofte kombineret med træimitationer og inspiration fra de japanske og engelske Arts and Crafts-bevægelser.

Artiklen beskriver hvordan stilen og paletterne har skiftet med tidens smag, mens behovet for både pragt og funktionalitet har været konstant.