Lad os slagte godsslagterne

Resumé

Mag.art. Ellen Damgaard dykker i denne artikel ned i salget og udstykningen af vestjyske herregårde i anden halvdel af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, med særlig fokus på begrebet „godsslagter“.

Artiklen tager udgangspunkt i J.F. Wedels salg af Gudumkloster i 1757, hvor gårdens bøndergods blev solgt stykkevis, og fæstebønderne fik mulighed for at erhverve deres gårde som selveje. Denne praksis blev inspireret af tilsvarende reformtiltag i Holsten, men Wedels motiver var ifølge samtidige kilder primært økonomiske og spekulative.

Artiklen viser, hvordan flere auktioner og udstykninger fulgte på Lemvigegnen, blandt andre på Bækmark, Kongensgård, Grubbesholm og Rysensteen, ofte organiseret gennem interessentskaber bestående af lokale embedsmænd, godsejere og jurister. Disse personer, som historisk blev kaldt „godsslagtere“, fungerede både som økonomiske aktører og praktiske gennemførere af landboreformernes mål – nemlig at omstrukturere godsforholdene og skabe selveje for bønderne. Mange af dem kombinerede økonomisk interesse med et idealistisk engagement, der omfattede jordudstykning, forbedring af landbrugsjord, afvanding, grøftning og bekæmpelse af sandflugt.

Artiklen konkluderer, at betegnelsen „godsslagter“ ofte har haft en negativ, næsten sensationspræget klang, men at aktørerne reelt set var velmeriterede borgere og embedsmænd, der bidrog til gennemførelsen af landboreformerne og en nødvendig modernisering af godssystemet. I stedet for rovdrift kan deres indsats ses som en kombination af profitmotiver og reformpatriotisme, og artiklen antyder, at begrebet „godsmægler“ ville være en mere dækkende betegnelse for deres rolle.