Tre spor i sprogvidenskabens udforskning af den mundtlige fortælling

Resumé

Formålet med denne artikel er at give en forskningsoversigt, der viser, hvordan sprogvidenskaben først har beskæftiget sig med narrativer i to spor. Det ene går tilbage til William Labov og Joshua Waletzkys artikel Narrative Analysis: Oral versions of personal experience fra 1967, der fokuserer på narrativens struktur og funktioner. Det andet kan følges tilbage til Dell Hymes’ analyser fra 1970’erne og 1980’erne af især indianske myter og fortællinger og hans samtidige udvikling af et analyseapparat, som hævdes at kunne appliceres på narrativer over hele verden. I løbet af 1990’erne har indflydelsen fra andre discipliners beskæftigelse med fortællingen været mærkbar, og sprogvidenskaben bevæger sig selv ind på disses traditionelle domæne. Dermed kan et tredje spor identificeres, som især lægges af antropologen og lingvisten Elinor Ochs. Hun interesserer sig for narrativens socialiserende og identitetsskabende funktion og for den interaktionelle proces, som identitet forhandles igennem. Jeg vil diskutere hver af de tre retninger og kommentere nogle af de analyser, der er udløbere af dem. På den baggrund vil jeg fremhæve to indbyrdes forbundne spørgsmål: Hvilken betydning har konteksten for narrativens form og indhold? Og hvordan påvirker antagelser om forholdet mellem begivenhed og fortælling, sprog og virkelighed den narrative analyse?