De nordslesvigske bondebevægelser i mellemkrigstiden

Resumé

Mellemkrigstiden var stort set én lang krisetid for det nordslesvigske landbrug, som var nedslidt efter Første Verdenskrig og kom dårligt gennem valutaomlægningen. Det første til flere krisebevægelser. Den første, Bondens Selvstyre eller Selvstyrebevægelsen, ledet af Cornelius Petersen, havde sin storhedstid 1926-27. Bevægelsen var antimoderne og antiparlamentarisk og kan betegnes som højreanarkistisk. Den fremkom med voldsomme udfald mod hele samfundssystemet og forsøgte sig med spektakulære demonstrationer som egne "nødpenge". Luften gik dog ret hurtigt af bevægelsen, da den opnåede en beskeden tilslutning ved Folketingsvalget 1926. Den næste bevægelse, Samlingsbevægelsen, trådte frem i 1928. Bag den stod i virkeligheden det tyske mindretal, som håbede gennem denne bevægelse at få trukket kriseramte landmænd over mod mindretallet. Det blev hurtigt gennemskuet fra dansk side, som kaldte bevægelsen "Lei-bevægelsen" efter dens formand. Også den bevægelse mistede kraft efter et dårligt valg. Den tredje bevægelse var den sønderjyske udgave af LS, som fik stærk tilslutning i landsdelen som følge af den fornyede landbrugskrise først i 1930'erne. En del af bevægelsens medlemmer var radikale i deres metoder, og det førte til "Stenderup-slaget", hvor man søgte at standse en fogedforretning med magt. Der fulgte flere demonstrationer, men efterhånden fik den generelle krisepolitik taget luften ud af denne bevæglese også.