Fra hosebindende hedebonde til maskinstrikkende husmand. Om samspillet mellem trikotageproduktion og landbrug i Hammerum herred i tre hundrede år.

Resumé

Hammerum herred ligger i Midtjylland med byerne Ikast og Herning og har en meget sandet jordbund, så beboerne kunne før i tiden ikke leve af agerbrug alene men derimod af en kombination af fårehold og trikotageproduktion. Det har etnologen Linda Klitmøller, museumsinspektør ved Museet på Sønderskov, beskrevet i denne artikel med særligt vægt på hosebinding, som man kan følge tilbage til 1600-tallet.

Landbrug og hosebinding (strikkede lange uldstrømper) indgik i 1800-tallet i en symbiose. Penge tjent ved binding blev investeret i en udbygning af landbrugssektoren og var dermed med til at forvandle store hedearealer til landbrugsområder. Først sent i 1800-tallet begyndte bønderne at kunne leve af landbruget i form af animalsk produktion alene.

Derimod blev husmændene maskinstrikkere i hvert fald på papiret, men rundt om i hjemmene var det konerne og børnene, som sled ved strikkemaskinerne, som trikotagefabrikkernes ejere udlånte.