Guds død i H.C. Andersens "Skyggen"

Resumé

Når den lærde mand skriver ”om hvad der var Sandt i Verden, og om hvad der var Godt og hvad der var Smukt”, siden ”om det Sande og det Gode og det Skjønne”, er formuleringerne ikke synonyme. Det er logikkens skelnen mellem genstande (omfang) og begrebsligt indhold (intension). Denne forskel røbes i scenen, hvor prinsessen eksaminerer den lærde, der er filosof, i emner, der er sande ifølge videnskaberne. Jeg påviser, at skyggen bliver til Skyggen inden for en platonisk udlagt lagdeling af tilværelsen, kendt fra ”Den lille Havfrue”, idet den stiger op fra den lavere til den højere verden. I ”poesiens forgemak” bliver skyggen til et ”menneske”, og den verden, der herefter åbner sig for Skyggen, er identisk med menneskenes verden, men uden idealerne, kun med de ting, som man regner for rigtige, effektive og pæne. Med Heidegger tolker jeg idealernes destruktion som egoets ”opstand”. Ved at afklare den åndhistoriske reception af teksten viser jeg, hvorledes ”en slags tusmørke” i forgemakket er afgørende. Det et stedet for tings forvandling til deres modsætning. Og fordi Skyggen er skygge, er netop den egnet til at foretage en sådan omvurdering.