Keywords
Lysets Hastighed
Jupitermåner
How to Cite
Abstract
Denne artikel fører læseren tilbage til Paris i 1670’erne, hvor astronomerne på det nye observatorium diskuterer et mærkeligt problem i observationerne af Jupiters måner. Kurt Møller Pedersen beskriver levende det videnskabelige miljø omkring Ole Rømer, Jean Picard og Gian Domenico Cassini, og hvordan systematiske observationer af månen Io førte til erkendelsen af, at lyset ikke bevæger sig uendeligt hurtigt. Artiklen giver et fascinerende indblik i, hvordan præcise astronomiske målinger kunne bruges til at bestemme længdeforskelle på Jorden og dermed forbedre navigation og kortlægning. Samtidig diskuteres den historiske debat om, hvem der egentlig først fremsatte ideen om lysets endelige hastighed, og hvordan Cassinis skepsis påvirkede fortolkningen af resultaterne. Artiklen illustrerer smukt, hvordan observation, teori og videnskabelig uenighed sammen driver erkendelsen fremad. Den er både en fortælling om et af fysikkens klassiske gennembrud og en refleksion over videnskabens kollektive karakter.
References
[1] Laurence Bobis og James Lequeux (2008): Cassini, Rømer and the Velocity of Light, Journal of Astronomical History and Heritage, 11(2), p. 97-105.
https://doi.org/10.3724/SP.J.1440-2807.2008.02.02
[2] Jan Teuber (ed.), Højdepunkter i dansk naturvidenskab, Gads Forlag, 2002.
[3] Kurt Møller Pedersen (2007), Lys og stjerner og deres underlige bevægelser i Oplysningens verden, redigeret af Ole Høiris og Thomas Ledet. Aarhus Universitetsforlag.
[4] Kurt Møller Pedersen (1976), Ole Rømers opdagelse af lysets tøven, Astronomisk Tidsskrift nr. 4, årgang 9, 1976, s. 160-166.
Counting from volume 37 (2026 -), articles published are licensed under Creative Commons Attribution-NonCommercial CC BY-NC 4.0.
Articles in volume 1-36 (1990 - 2025) are not licensed under Creative Commons. In these volumes, all rights are reserved to the authors of the articles respectively.