Gyldenstjernernes gård i Viborg

Om det såkaldte »Budolfi«s undersøgelse og nedbrydning

Resumé

»Det er uden Tvivl det rigeste Stykke Architektur i Danmark fra Midddelalderen, bortset fra vor Kirkebygningskunst«. Med disse ord karakteriserer arkitekt C. M. Smidt (1872-1947) i 1906 i tidsskriftet Architekten et stenhus i Viborg, som netop var under nedbrydning.
Hvordan kunne det komme så vidt, at en bygning, som fortjente en så begejstret omtale, måtte lade livet? Historien er lidet kendt, og bygningen har aldrig faet tildelt den plads i arkitekturhistorien, som den rettelig tilkommer. Disse forhold skal der rådes bod på i det følgende. Forinden vil det dog være rimeligt at bringe en kort omtale af nedbrydningssagens forhistorie. Her ligger nemlig kimen til mange af problemerne i den langstrakte kamp for bygningens bevarelse.Viborg by var som bekendt i middelalderen rigeligt forsynet
med kirker og klostre, og 1700- og 1800-årenes forskere gjorde ikke deres antal mindre. Selvopfundne institutioner og dubleringer af eksisterende fik efterhånden antallet til at svulme betragteligt. Et af eksemplerne var Budolfi kirke og kloster. Miseren starter allerede med, at et udtog af Chr. Erichsøns bekendte Viborg-beskrivelse bliver trykt i 1727. Her optræder under nr. 10 en St. Rois eller Rudolphi Kircke, under 15 en Sande Botolphi Kircke og under 16 en Sand. Bodils Kircke. I klosterafsnittet optræder under nr. 5 et Butolphi Closter, hvilket var et Nunne-Closter og under 8 et St. Rois Closter. Denne hob af institutioner dækker i virkeligheden blot en sognekirke (sognet nævnes første gang 1188) med et tilhørende nonnekloster (nævnt i et testamente 1263). Klosteret nævnes sidste gang 1461, og man antager, at det er nedlagt før reformationen - Chr. Sørensen Testrup (1685-1761) mener 1490.