Ribes klostre

Resumé

I Ribe og byens nære omegn lå der i middelalderen seks klostre. Det ældste har rødder tilbage til tiden o. år 1100, men først med tiggermunkenes ankomst i 1228 og 1232, kom klostrene til at indtage en markant position i bybilledet. I senmiddelalderen udfyldte klosteranlæggene og deres vidtstrakte grunde stadig større dele af byen, og ved reformationen udgjorde de gejstlige stifteisers areal en bemærkelsesværdig stor del af det samlede byrum. Christian III’s kirkeordinans fra 1537 forbød klostervæsenet i Danmark, og herefter forsvandt Ribes klostre ét efter ét med undtagelse af sortebrødrenes, som omdannedes til sognekirke og hospital. De øvrige er i dag nedrevet, men de kendes fra skriftlige kilder og større eller mindre arkæologiske udgravninger.

I det følgende præsenteres de enkelte anlæg og den nuværende viden i oversigtlig form. Artiklen kan i sagens natur ikke rumme udtømmende behandlinger af de enkelte anlæg, men fokuserer på den arkæologiske viden om de enkelte stiftelser, deres grundlæggelse, omfang og udbygningshistorie. Den monastiske tanke gennemsyrede middelalderens institutioner, og både byens to hospitaler, domskolen og kollegiet havde klosterlignende træk, men de falder uden for rammerne af dette arbejde. Sammen med byens seks sognekirker og et vejfarerkapel udgjorde de byens gejstlige stiftelser, hvis afgørende indflydelse på det middelalderlige bybillede ikke længere er direkte synligt, men kan rekonstrueres ud fra resultaterne af de mange udgravninger i de tykke kulturlag under byen.