Tolkningen af Bække-, Læborg- ogjelling-indskrifterne og meningen med at rejse runesten

Resumé

I 1866 valgte den skotske runeforsker George Stephens, som i mange år virkede i København, ovenstående
citat til sit forord til Old-Northern Runic Monument som et godt udtryk for sin opfattelse af meningen med runesten. De var mindesten over dem, der var faldet i kamp, og skulle bevare deres ry for eftertiden. I Oehlenschlågers digt er det den ældgamle kong Harald Hildetand, der taler, da han forudser sin død i den kommende kamp. I den almindelige indledning til sit store runeværk, De danske ru nemindes mærker, skrev Ludvig Wimmer om runesten: »det vil sige stene med runeindskrift, rejste til minde om afdøde«. Vikingetidens runesten kan »ingenlunde kaldes gravstene i egenlig forstand. Det er mindestene, hvis hensigt det var at bringe den dødes navn til efterverdenen« og »bevare den dødes navn til fjerne tider.« Ligesom Stephens sammenholdt også han med den store betydning, der tillægges eftermælet i Hdvamdl.

I de store korpusudgaver, grundlagt inden for det samme tidsrum, omkring 1900, var vægten ikke lagt så meget på formålet med at rejse runesten. Hovedopgaven var i højere grad, som Wimmer udtrykte det i sit afsluttende forord: »at yde et sikkert, faktisk grundlag for læsningen og tolkningen af vore runemindesmærker". I Danmarks runeindskriften var hovedvægten stadig lagt på fremlæggelsen af indskrifterne for den dannede almenhed. Efter en katalog-agtig gennemgang af indskrifterne fulgte et Saglexikon, omfattende en række vægtige artikler af meget blandet indhold
(af runologisk sprogligt, arkæologisk, kulturhistorisk og topografisk art) med det formål »dels at give den fornødne kommentar til de enkelte indskrifter, dels en almindelig orientering om de danske runeindskrifters forudsætninger, udvikling og indhold.« Mens runeforskningen således længe overvejende var knyttet til arbejdet med de filologisk videnskabeligt underbyggede tekstudgaver med kommentarer til belysning af de enkelte indskrifter, deres datering og historik, har udviklingen i de seneste år været præget af en stærk tendens til at udvide perspektivet, udnytte materialet som helhed på nye måder.

Runestensrejsningen og runestenen ses som udtryk for andet og mere, end hvad teksten direkte udtrykker: som magtsymbol, demonstration af fx ejendomsret, grænsemarkering. Dette er også tilfældet i Birgit Sawyers stort anlagte The Viking-Age Rune-Stones, og i forbindelse med en tværfaglig diskussion af Runesten, magt  og mindesmærker er der særlig grund til at tage Birgit Sawyers tese op med henblik på de danske runesten. Det gælder her specielt hendes syn på Bække og Jelling som konkurrerende magtcentre, der udspringer af hendes generelle syn på runesten.