Jeghuset
En slags anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens ’Store Kongensgade 23’
Nøgleord:
Søren Ulrik Thomsen, erindringsessay, prosa, psykogeografi, poesiResumé
I anden sæson af DRs Kunstnerkolonien (2021) er vi på Bornholm. Kasper Bonnén har medbragt kone nr. 3 samt deres tre små børn, men er myreflittig. Blandet meget andet når han at lave keramik, bulede tallerkner i sin velkendte ikke-modernistiske ikke-beherskningsæstetik med små private og meget håndskrevne tekster der indgår i en løbende opgørelse over forholdet til forældrene. Selvom Søren Ulrik Thomsens Store Kongensgade 23 på flere måder minder ganske meget om Bonnéns dokumentarisk-selvbiografiske bog Ind til min mor (2016) kan man samtidig dårligt tænke sig to mere forskellige værker – og kunstnere. Mens Bonnén ikke skelner mellem den private historie og hans bulede kunst, indgår Thomsens erindringsessay i det prosakommentarspor der ligger udtrykkeligt sideløbende med den smukt svungne poesi hvorfra alt privat er bortvist med sikkert behersket hånd. ”In this space, the grossness of the body seems inappropriate,” som Brian O’Doherty drillende skrev om modernismens hvide kube i Inside the White Cube (1976), ”from this room burps and farts are exiled.”