Forankring og drøm om forandring i tre romaner af Merete Pryds Helle
Nøgleord:
Merete Pryds Helle, forankring, forandring, romaner, litteratur, oprindelse, rødder, slægtsroman, lokallitteratur, kvindefrigørelsesroman, symbolikResumé
Træer har rødder, mennesker har fødder, skal Salman Rushdie have sagt. Alligevel søger mange forfattere i dag deres rødder, forstået på den måde, at de opsporer deres egen oprindelse og kortlægger deres families og slægts historie. Gerne i omfangsrige romaner, der lægger op til at tænke i temaer som: Arv og skæbne. Frihed over for determination. Kontinuitet over for individuelle brud. Det almene over for det specifikke. Som nyere litterær tendens begyndte det med Suzanne Brøggers Jadekatten (1997), og siden har adskillige fulgt trop, såsom Morten Ramsland med Hundehoved (2005), Carsten Jensen med Vi, de druknede (2006) og den alt for tidligt afdøde Hans Henrik Møller med den sørgeligt oversete Bornholmerroman Burgundia (2010). Et af de nyeste eksempler er Merete Pryds Helles Folkets skønhed (2016), hvis handling i det store hele er henlagt til Sydlangeland, og som vi skal vende tilbage til, fordi den siden har fået værdigt følgeskab af Vi kunne alt (2018) og Det vågne hjerte (2022).
Referencer
Keld Zeruneith: Da de tog land. Historie, drømme og digtning i sagatidens Island, Politiken, 17.2.2021.
”Litteraturens tilstand er kosmopolitisk – eller: Der findes ingen ny hjemstavnslitteratur”, i: Synsvinkler nr. 42, 2010, s. 122-144.