Om Aage Henriksen

“Metoden, der ikke måtte være en metode”

Resumé

Udefra set var vi en metode, men vores store leder, Aage Henriksen, ville ikke være det. Jeg taler om sagerne, som de var omkring 1974, hvor jeg forlod hovedstaden og skulle undervise blandt andet i Litterær metode på Odense Universitet i faget Dansk. Jeg havde derfor en umiddelbar interesse i at sætte Aage Henriksen-kredsen på programmet som en litterær metode som modvægt til de strukturalistiske og marxistiske metoder, der begyndte at gøre sig gældende dengang som supplement til en almindelig nykritisk analysemetode. John Chr. Jørgensen havde i sin Litterær metodelære fra 1971 anskuet Henriksen-kredsens praksis som en litterær metode ud fra tre metodiske grundspørgsmål: Hvad, hvordan og hvorfor: Hvad er materialet for metoden, hvordan analyseres det og hvorfor analyseres det. Men hvad var nu en ’metode’ som begreb dengang for næsten 50 år siden. Det var noget nyt inden for litteraturfaget, især den vægt der blev lagt på fænomenet, provokeret frem af studenteroprøret i 1968. Og måske også af nykritikken, som var vokset frem gennem 1960’erne som en forandring af tilstandene i litteraturfagene. Den biografiske tilgang var vel sammen med stilistik grundlaget for læsningen før Teorien slog igennem med nykritikken. Teorien før teorien, den liberale humanisme, som Peter Barry kalder den i Beginning Theory, 3ed 2009. De nye teorier skulle ved en systematisk afsøgende praksis erstatte den inspirerede tilgang til et værk (’Impressionismen’ kaldet, ifølge Metodebogen fra 1980) og gøre tolkningen af værket kontrollabel for læseren, som en slags naturvidenskabelig evidens.