Alt skal med

Om Klaus Høecks poetiske bæreposer

Resumé

Når Klaus Høeck frembringer digte – hvad han jo gør eller i hvert fald gjorde i ét væk – gør han det således i et forsøg på at knytte bånd til verden i al dens mang­foldige rigdom og bygge bro til virkelighedens mylder af fænomener; store som små, høje som lave, åndelige som materielle, skønne som hæslige. Høeck vil, som mange før mig også har fremhævet (fordi

det simpelthen er Høecks særkende), favne det hele. Hos denne rummelige digter er der tilsyneladende ikke noget, der bliver sorteret fra, gemt væk eller smidt ud. Her skal være plads til hvad som helst, og netop af den grund er bøgerne også altid telefonbogstykke. Når verden er heterogen, så må en digtning, der forholder sig til hele skabningen også være det. Eller med Høecks egne ord: ”Skabningen er stor, og hvis man skal forholde sig til den som digter, må man også skrive stort” (2018). Det er oplagt, at sådanne formuleringer har en religiøs klangbund, men de har også en økologisk, vil jeg argumentere for. Det skyldes ikke bare den umiddelbare tolkning, at Høecks poesi, som vi har set, kan læses som en besyngelse af skabningen, men også at alt-skal-med-poetik­ken kan siges at indebære en særlig åben og inkluderende måde at forholde sig til verden på, som vi måske – eller forhåbentlig – kan blive en lille smule klogere på, hvis vi vender os mod sci-fi forfatteren Ursula K. Le Guins poetologiske essay Bæreposeteorien om fiktion (1986).