Fugle, virkelighed og digtning Hos Wallace Stevens og Jørgen Gustava Brandt

Resumé

Der er fugle overalt i verden. Og der er fugle overalt i sproget. Vi hænger med næbbet, har luft under vingerne, er enlige svaler og ser ugler i mosen. I kunsten, religionen og litteraturen vrimler det med fugle, og det vingede dyr repræsenterer et utal af betydninger: skønhed, tro, drøm, poesi, frihed og udlængsel, men også ulykke og truende adfærd. Fuglens evne til at flyve gør den til et centralt udtryk for det anderledes og fremmede i menneskets verden. Men dens store udbredelse og nære tilstedeværelse afspejler samtidig noget hjemligt og hverdagsligt, det almindelige liv på jord. Det er forbindelsen mellem fugl og menneske, der er omdrejningspunktet i denne artikel. Nærmere bestemt en sammenlignende læsning af den amerikanske digter Wallace Stevens’ digt ”Thirteen Ways of Looking ata Blackbird” fra hans første digtsamling Harmonium (1923) og Jørgen Gustava Brandts digt ”Det er fuglen i træet” fra digtsamlingen Der er Æg i mit Skæg (1966). Det er ikke artiklens anliggende at fremdrage påviselige inspirationer, for mig bekendt har Jørgen Gustava Brandt aldrig omtalt Wallace Stevens som baggrund for sin digtning. Derimod er det hensigten at skitsere og undersøge nogle ligheder og sammenfald mellem to modernistiske digtere fra henholdsvis begyndelsen og midten af det 20. århundrede omkring synet på forbindelsen mellem fugle, virkelighed og digtning. Eller med Wallace Stevens’ udtryk: ”the resemblance between things”.