Det kolde øjes poetik

Om Kim Leines Valdemarsdag

Resumé

Det er ikke overraskende, at receptionen af Kim Leines forfatterskab domineres af to hovedspor: for det første forholdet mellem fiktion og virkelighed, for det andet repræsentationen af Grønland. Begge tematikker er indbyrdes forbundne i kraft af Leines fortid, som præger værkerne og deres modtagelse i såvel akademisk som mediemæssig sammenhæng. Endvidere har timingen af debuten Kalak (2007) som del af den tendens, man kan kalde ’det selvbiografiske gennembrud’ i skandinavisk litteratur, præget vinklen på forfatterskabet hos akademikere og anmeldere (især af Kalak), ligesom Leines livtag med grønlandsk samtid og fortid har vakt opsigt og debat. Imidlertid er de storsælgende værkers kraftfulde æstetik ikke blevet undersøgt nærmere, hvilket efterlader os med spørgsmål som: Hvordan skriver Leine? Hvilken effekt har det på læseren? Ganske vist er forfatterens biografi spektakulær og hans reserve af erfaringer fra Grønland pirrende, men foruden værkernes særlige udtryksform ville interessen næppe være så omfattende, som tilfældet er. Med henblik på at udlede en kreativ strategi – en poetik – vil vi i det følgende stille skarpt på et af Leines lidt oversete værker, Valdemarsdag (2008), som til trods for at det udgør en anomali i forfatterskabet, indkapsler Leines poetik i dens brutale klarhed. Kredsende om nøglebegrebet ’det kolde øje’, lanceret af Leine selv, vil vi ved hjælp af indsigter fra narratologien og receptionsæstetikken skitsere den fortællemæssige teknik, der præger ikke blot Valdemarsdag, men forfatterskabet i det hele taget.