’Graviditetsånden en tidsel af røgt, et vanvid’

Refleksioner over Olga Ravns Mit arbejde og Tine Høegs Sult

Resumé

I artiklen vil jeg se nærmere på to nyere danske romaner, der tematiserer individuelle-psykologiske-sociale og familiære kriser, vel at mærke set med en kvindelig optik, nemlig et fertilitetsforløb i Tine Høegs dagbogsroman Sult (2022) og Olga Ravns collageroman Mit Arbejde (2020), der handler om, hvordan det at få et barn ændrer snart sagt alverden for et par. Høegs roman skildrer kampen om at erhverve moderskabets erfaringer, mens Ravns tekst snarere drejer sig om de konflikter som det moderne moderskab afstedkommer. Begge romaner tematiserer en kultur og et samfund i krise i og med, at den basale reproduktion trækker en række konflikter med sig. Individets selvforståelse er ingenlunde givet, og fællesskabet om barnet har svære betingelser. Alt er til forhandling, men forhandlingerne er gået i hårdknude. Begge tekster tematiserer historisk specifikke kvindelige livsforhold

og har blandt andet derfor fået en stor læserskare, der kan spejle sig i de mange dilemmaer, der oprulles. Begge romaner gør op med det eksisterende arbejdsbegreb; hos Tine Høeg er det et arbejde at forsøge at blive gravid, at forsøge at være reservemoder for de to børn som kæresten bringer med sig, men det er også hendes arbejde at skrive om fertilitetsforløbet og kampen med og mod den nye familiekonstellation. Også hos Olga Ravn spiller den skriftlige (re)gestaltning af det menneskelige drama en helt afgørende rolle. Jeg’et synes at være nødt til at opfinde et alter ego i form af Anna, der skriver om sine familiære oplevelser, som har påfaldende fællestræk med jeg’ets. For begge tekster udgør skriften, metalaget og det (selv)refleksive en afgørende modvægt til det elementære og opslidende menneskelige drama, som reproduktionen er lig med. Teksterne opererer dermed med to parallelle eller modstridende skabelsesbegreber: et humant og et kunstnerisk.