Kan naturens væsener være andet end projektionsskærm og objekt for det humane?

En case om danske fugledigte

Resumé

I artiklen er udvalget af fugledigte i høj grad kanonisk. Ikke fordi det ønskes konservativt at hylde traditionen, derimod fordi den historiske skitse betoner, hvilket natursyn vi arver. De samtidige digtere kan forholde sig til fortidens tekster og til fortidens omgang med naturen, med forestillinger om hvad naturen rummer af fascinationskraft (eller ubehag). Det interessante er, at studiet viser en lang tradition for, at naturens væsener og her altså konkretiseret ved fugle, bliver spejlfigurer for det humane. En anden måde at sige det på er at det humane ikke kan se sig selv udefra, selv om det just er den evne, som flere har brugt som argument for at sætte mennesket over alle andre væsener på kloden. Vi har også svært ved at acceptere, at naturens væsener er som de er. Naturens metafysik klæber sig til fugledigtningen. To udviklingsspor kan imidlertid øjnes, nemlig dels en metabevidsthed der reflekterer over hvorvidt eller hvordan man overhovedet kan gestalte naturens væsener i det digteriske sprog (Højholt, Inger Christensen), dels en åbning imod at se fugle som fænomener der i deres egen ret beriger mennesket, og de rummer en egen skønhed (Bjørnvig). Det ville ikke skade, hvis vores samtidsdigtere gik videre ad det sidste spor. Vejen ud af klimakrisen implicerer paradoksalt nok en erkendelse af, at mennesket i modernitetens vækstideologi må sande, at det ikke er alt liv på kloden, homo sapiens kan kontrollere.