Danmark i Nice

Resumé

»Det Europa, vi kan skimte i horisonten, har en relativ klar kerne og en lige så klar periferi. … (K)ernen består af landene omkring Rhinen og er tømret sammen gennem fraværet af naturlige grænser, stor befolkningstæthed, stærk økonomi og fælles værdier, som bygger på en fælles tragisk fortid. De 5 lande (Tyskland, Frankrig og Benelux) har accepteret, at deres sikkerhed og velfærd hænger ubrydeligt sammen. … (F)or Europas mindre centrale stater – Storbritannien, Danmark, Sverige og Grækenland – er det europæiske projekt mindre indlysende. De har følgelig sværere ved at forlige sig med det vanskelige trade-off mellem national autonomi på den ene side og øget indflydelse på den europæiske udvikling på den anden« (Wallace 1999: 519). Sådan beskriver Lord Wallace EU's situation ved afslutningen af det årtusinde, vi netop har forladt. Med såvel Nice-topmødet som den danske folkeafstemning om ØMU'en i frisk erindring er denne beskrivelse ikke svær at nikke genkendende til. Danmark har i de seneste 5-10 års europapolitik placeret sig længere og længere fra centrum af den europæiske udvikling, og der tegner sig et stadig tydeligere billede af et EU i to eller flere hastigheder.