At føre krig i Rusland: Tyske opfattelser fra Napoleonskrigene og Clausewitz til Moltke den yngre

Abstract

Forfatteren følger udviklingen i den preussisk‐tyske holdning til en krig med og i Rusland igennem århundredet før udbruddet af 1. Verdenskrig. I den første halvdel af perioden var opfattelsen præget af erindringen om, hvordan Napoleons felttog i
1812‐13 var forløbet og af det forhold, at Preussen ikke havde noget modsætningsforhold til stormagten i øst. Men da forholdet i de to sidste årtier op mod århundredeskiftet forværredes, måtte man nå til en afklaring af, hvordan man måtte føre en krig mod Rusland, hvis den brød ud. Den dominerende opfattelse var, at i det tilfælde skulle krigen på østfronten enten føres defensivt, eller også skulle krigen udkæmpes med begrænset mål med operationerne koncentreret i Ruslands vestligste dele, dvs. først og fremmest i den russiske del af Polen. Der var dog også tyske officerer, der havde den opfattelse, at ny teknologi, herunder først og fremmest jernbanerne, gjorde, at erfaringerne fra Napoleons invasionsforsøg ikke  længere var gældende, og at det nu var muligt at opnå afgørende militære fordele ved operationer i selve Rusland. Fra august 1914 blev krigen en realitet, og også tyskerne fik erfaringer med, at sejre i det vestlige Rusland ikke bragte afgørelsen.