Hierarchic Genesis. Steps Towards a Natural Musical Theory

Musical Experience as Interference Between Expectation and Realization

Abstract

»Hierarkisk Genesis« vil i konteksten sige: tilblivelse ud fra indbyrdes afhængige lag. Herved forstås »tilblivelse« således som den finder sted i tilhørerbevidstheden (og ikke hos komponisten eller gennem de udøvende), og »lagene« er de mange ordener af tempi – eller som det her vælges at blive formuleret: bølgelængder. Ved at anskue musikoplevelsen som reaktioner på en mangfoldighed af bølgelængder (med hver deres indhold af melodik, klang og dynamik) synes enhver tolkende tilnærmelse dømt til fiasko: mængden af heterogene indtryk – fra melodiske, klanglige og dynamiske gestalter i mangfoldig kompleksitet - skulle tilsyneladende umuliggøre ethvert synteseforsøg.
Her kommer forestillingen om polariteten til hjælp; ud fra denne opstår ethvert indtryk – melodisk, klangligt, rytmisk og dynamisk – på en baggrund, der er »lysere« eller »mørkere« (evt. uændret) og derved gør indtrykket henh. »mørkere« eller »lysere«. Allerede i indtrykket rummes altså en elementær syntese: lys, mørke, uændret (= »stase«) og (ved længere indtryk) tiltagende lys eller tiltagende mørke. Indtrykkene opstår gennem musikalske helheder, kaldet »momenter«, som kan være af højst  variabel varighed. Et moment kan således strække sig fra én enkelt, anslået tone eller klang og til »Ringens« fire operaer, eftersom den hierarkiske tanke muliggør, at et afrundet moment (forårsagende et sluttet indtryk) kan være del af et længere, men ligeledes afrundet, moment. Bestemmelsen af »sluttethed« og »afrunding« sker ud fra de gestaltpsykologiske love.
Studien gennemgår de forskellige elementers lys-mørke-bestemmelser og kommer herved ind på den såkaldt »dualistiske« teori, iflg. hvilken moll-akkorden er omvendingen af dur-akkorden, forstået som et »subharmonisk« felt overfor et »super-harmonisk«. Forfatteren tager stilling til fordel for denne teori, med visse forbehold: dels dækker betegnelsen dualisme kun dårligt, hvad der ligger i begrebet polaritet (kan næsten siges at være kontradiktorisk!), dels opfatter han ikke størstedelen af moll-forekomster i den klassiske musik som anvendelig for vurdering med subharmonisk analyseteknik; dertil er de for funderede i periodens udprægede grundtone-praksis (hvor sub-harmonisk tænkning implicerer en »himmel«- eller »fokustone«).
Som helhed er studien opbygget udfra en række teser (kapitel-overskrifter), der uddybes i hvert kapitel. Således påstås det, at lys-mørke-karaktererne har plads endog indenfor den diatoniske syv tones kaia, der udfra den super-sub-harmoniske teori kan anskues som en »objektiv«, nemlig klangligt symmetrisk-lovmæssig struktur.
Væsentligst er dog bestræbelserne for at udvikle et redskab for tanken til at udvinde stadig mere overordnede synteser ud af de mange elementære. Det er her tesen, at det er muligt at verbalisere musikalske oplevelser, - således forstået at enhver kan finde sin egen subjektive formulering, som dog må være baseret på det objektivt forefundne materiale af polaritets-forhold. En terminologi foreslås, og der opstilles et analyseprogram, karakteriseret af komplementære undersøgelser af bølge- og partikeltilstande (»partikel« forstået som det tidligere nævnte »moment«). Også en fremgangsmåde til en rent auditiv, »hierarkisk« analysemetode foreslås.
Analyseforsøg gennemføres endvidere over satsdele af Mozart og Mahler (samt over »Greensleeves«), og der afsluttes med en »slow-motion«-gennemgang af (det allerede forud analyserede) Mozart-tema fra A-dur-sonatens variationssats. Det påvises, at den opfattelsesmæssige tilblivelse af temaet ledsages af en gradvis tilblivelse (i tilhører-bevidstheden) af selve musikens grundlæggende elementer, hvis successive og fragmentariske tilsynekomst udgør en væsentlig del af musikens indhold.