Venstrefløj og verdenssprog mellem krigene

Abstract

Efter Første Verdenskrig opstod nye, radikale former for sammentænkning af verdenssprog og socialisme, især i de revolutionære arbejderesperantoforeninger, men i mindre omfang også omkring rivaliserende, yngre kunstsprog som især ido. De små, men ambitiøse miljøer gentænkte relationer mellem ikke blot sprog og samfund, men også nutid og fremtid, det nationale og det globale. Og deres projekter udtrykte på ofte sindrige måder periodens store verdenshistoriske brydninger mellem demokratiske og autoritære styreformer – og mellem kommunister, socialdemokrater og uafhængige kræfter inden for arbejderbevægelsen. Denne artikel sporer disse udviklinger med særligt henblik på deres danske udtryk. Dermed ligger den i forlængelse af den artikel om socialisme og verdenssprog op til Første Verdenskrig, som Arbejderhistorie bragte i sidste nummer