Grøn Kirke i klimamålenes tid

Religion, resonans og institutionel forandring i folkekirken

Resumé

Artiklen analyserer, med udgangspunkt i certificeringsordningen Grøn Kirke, hvordan folkekirkens klima-indsats udfolder sig. Empirisk bygger artiklen på en spørgeskemaundersøgelse udsendt til 262 Grøn Kirke-menigheder omhandlende hvordan klimaetik omsættes i praksis, hvilke handlingstyper der prioriteres, og hvordan teologiske, organisatoriske og erfaringsmæssige hensyn balanceres. Teoretisk kombineres tre perspektiver: økoteologiens forvalteretik, religionssociologiske analyser af religion som forandringsagent og antropoteknisk praksis. Hertil inddrages den tyske sociolog Hartmut Rosas (2021) resonansbegreb og Schybergs (2025) analyse af folkekirkens grønne omstilling. Vi anvender disse perspektiver på Danske Kirkers Råds økumeniske netværk Grøn Kirke, en klimaorienteret certificeringsordning til kirkelige organisationer, funderet på et kirkeligt og teologisk grundlag (Grøn Kirke 2025a). Vi viser, hvordan Grøn Kirke fungerer gennem en dobbelt logik: på den ene side skabes mening og motivation gennem resonansbaserede erfaringer af ansvar og forbundethed; på den anden side realiseres klimaindsatsen gennem målbare, praksisbaserede og organisatoriske tiltag. Artiklen argumenterer for, at Grøn Kirke kan forstås som et laboratorium for institutionel forandring, hvor klimaetik udvikles gennem gentagne praksisser og en praksisbaseret resonansetik snarere end gennem teologisk forkyndelse. Vores data viser, hvordan klimaetik og religiøs praksis i Grøn Kirke overvejende bæres af en langsom, praksisbaseret omstilling, hvor klima-ansvar gradvist integreres i kirkens hverdagslige handlinger og værdier. Det giver et indblik i, hvordan de danske folkekirkemenigheder, kirkegårde og kirkelige organisationer, der engagerer sig i klimatiltag og grønne ordninger, omsætter værdier og mål til praksis, og hvilke betingelser der præger sådanne transformationer.