Besværgelsesmedier

Populærkultur som heksekunstens rekrutteringsfelt

Resumé

Artiklen argumenterer for at populærkultur udgør et rekrutteringsfelt hvor religiøs opmærksomhed og ritualformer først indlæres, snarere end bare repræsenterer heksekunst og Wicca sekundært. Analysen bygger på etnografisk feltarbejde blandt Wicca-udøvere i Sverige, hvor informanter gennemgående beskriver hvordan vejen ind i hekseriet gik via film, bøger, TV-serier og sociale medier, længe før kontakt til et coven eller en initieringslinje. Med udgangspunkt i Turners distinktion mellem det liminale og det liminoide ser jeg populærkulturen som en liminoid zone: et frivilligt reversibelt rum for leg med ritualformer hvis akkumulering forbereder overgangen til religiøs dedikation (f.eks. medlemskab i et coven). Begreberne sensational forms (Meyer) og semiotic ideology (Keane) præciserer hvordan medierede formater påvirker sansefornemmelser og autoriserer tegn som virksomme, mens Luhrmanns kindling forklarer hvordan gentagen eksponering for det usynlige til at erfares som virkeligt. Interviewpersonen Måne illustrerer denne proces, fra barndommens skærmbilleder via en TV-medieret guddomsoplevelse til initiering. Artiklen bidrager dermed med en teoretisk model for, hvordan populærkultur fungerer som et tilblivelsessted for nutidigt hekseri, ikke bare som dets distributionskanal.