Hellig lyd uden hellig tro?

Resonans, fællesskab og religionsleg på Copenhell

Resumé

Artiklen analyserer heavy metal-festivalen Copenhell som et midlertidigt, intenst og kollektivt erfaringsrum, hvor elementer, der traditionelt forbindes med religiøse praksisser og hellighed – kropslig affekt, ritualisering, symbolik og hellighed – aktiveres uden at være forankret i trosforestillinger eller institutionel autoritet. Med udgangspunkt i 16 kvalitative interviews med festivaldeltagere samt feltobservationer undersøges det, hvordan lyd, krop og fællesskab organiseres i en social form, der opleves som meningsfuld og adskilt fra hverdagen. Teoretisk kombinerer artiklen Hartmut Rosas resonansbegreb med Thomas Luckmanns funktionelle religionsforståelse, Émile Durkheims begreb om det hellige og Mikhail Bakhtins analyse af karneval og normomvending. Analysen viser, hvordan intense koncertoplevelser beskrives som relationelle og kropsligt forankrede resonanserfaringer, hvordan fællesskabet ritualiseres gennem gentagne praksisser, og hvordan satanistisk og antikristen symbolik anvendes som karnevalistisk religionsleg snarere end trosudsagn. Artiklen argumenterer for, at Copenhell kan forstås som et rum præget af sekulær hellighed uden religiøs trosforpligtelse i et post-kristent samfund og bidrager dermed til religionssociologien ved at nuancere skellet mellem religiøst og sekulært gennem studiet af æstetiske og kollektive praksisser.