Ingeniøren, naturforskeren og eneboeren

Henrik Pontoppidans tvesyn på videnskab og videnskabsfolk

Resumé

Da Henrik Pontoppidan forlod ingeniørstudiet for at blive forfatter, mistede han på ingen måde sin interesse for videnskab og videnskabsfolk – tværtimod. Pontoppidan brugte nemlig en stor del af sit skønlitterære forfatterskab på at skildre og diskutere forskellige typer af videnskab og videnskabsfolk. Gennem de store romaner som Det forjættede Land og De Dødes Rige og de små som Den gamle Adam, Højsang og Det ideale Hjem skildrer Pontoppidan et tvesyn på videnskab og videnskabsfolk. Selvom tvesynet har været den dominerende fortolknings­ramme inden for Pontoppidanforskningen siden Vilhelm Andersen, så er Pontoppidans repræsentation af videnskab og videnskabsfolk ikke tidligere blevet beskrevet med udgangs­punkt i dette begreb. I denne artikel argumenterer jeg for, at tvesynet er særligt relevant i Lykke-Per, hvor Pontoppidan skildrer tre forskellige opfattelser af videnskab og videnskabs­folk: (1) den verdenserobrende ingeniørstuderende, (2) den romantiske naturforsker og (3) den eksistentialistiske eneboer. Gennem min analyse af Lykke-Per argumenterer jeg for, at Pontoppidans forfatterskab har en central plads i en litterær tradition, hvor danske forfattere har brugt skønlitteratur til at skildre og diskutere videnskab og videnskabsfolk. Pontoppidans centrale bidrag til denne diskussion var at gøre forholdet mellem videnskab og eksistens til hovedemne.