Destabiliserende stemmer

Om forhandlingen af dansk kulturel erindring i Kim Leine og Iben Mondrups grønlandstrilogier

Resumé

Mens den dominerende fortælling længe har lydt, at dansk kolonialisme i Grønland var nænsom og human – ja, nærmest ikkeeksisterende – strømmer det i dag frem med andre fortolkninger, som sætter Danmark i et alt andet end glorværdigt og næstekærligt lys. Den koloniale fortid er med en betegnelse fra Sharon Macdonald blevet difficult heritage, og der foregår således en forhandling af den danske kulturelle erindring. To forfattere, der i høj grad deltager i denne, er Kim Leine og Iben Mondrup: Begge har udgivet en række romaner, som tager livtag med den danske tilstedeværelse i Grønland, og som åbenlyst ønsker at problematisere fortællingen om Danmark som den gode kolonimagt. I nærværende artikel undersøger jeg, hvordan Leines Rød mand/Sort mand (2018) og Mondrups Tabita (2020) er med til at destabilisere denne fortælling, med særlig fokus på brugen af multiperspektivitet. Endvidere argumenterer jeg for, at værkerne bør læses i lyset af tidens dekoloniale strømninger.