Theory in the Context of Danish Marine Archaeological Practice

Abstract

Marinarkæologi er en relativt ny gren af arkæologi, der kun lige er blevet et gyldigt akademisk felt fra midten til slutningen af 1900-tallet. Denne pionerende periode var især prominent i Danmark. To store udgravninger ville dominere feltet og videreudvikle metoder og teori for marinarkæologi og eksperimental maritim arkæologi. Spørgsmålet er dog, om marinarkæologisk teori og metode passer sammen i dag efter 60 års udvikling? Har teorien i marinarkæologi lakket bagud, og er den nu upassende til at danne fortolkninger ud fra? Efter at have analyseret udviklingen af teori indenfor marinarkæologi, udgravningshistorien bag Skuldelev Skibene og Tybrind Vig, tilstanden af moderne marinarkæologi og teorien indenfor eksperimental maritim arkæologi, er følgende konklusion: Udgravningerne og akademisk udvikling har gjort marinarkæologi til en stærk akademisk disciplin med avancerede metoder i en dialektisk og holistisk teoretisk ramme mellem naturvidenskabelig fornuft og humanistisk forståelse. Udviklingen bør fortsætte i den retning, for at vi kan lære mest om fortiden med det bedste videnskabelige grundlag.