Kampen for et lovfæstet og ordnet forhold mellem stat og kirke. En decentral strukturreform er nødvendig

Resumé

Siden grundloven af 1849 med vedtagelsen af løfteparagraffen om en kirkeforfatning har skiftende regeringer og private søgt at stille forslag, der ved lov kunne regulere forholdet mellem stat og folkekirke. Artiklen beskriver, at det ikke er lykkedes at tilvejebringe en sådan kirkeforfatning, selvom der de sidste ca. 200 år er gjort utallige forsøg. Løsningen blev derfor J.C. Christensens lavkirkelige strukturmodel for folkekirken med kirkelovene i 1922, der gav menighedsrådene magten i kirkens lokale forhold under forudsætning af biskoppens tilsyn. Denne model har givet mest rum for det kirkelige liv i folkekirkens menigheder gennem cirka 100 år, men den er ikke længere et tilstrækkeligt værn mod statens indgreb, fordi regeringens og Folketingets regelregulering af folkekirken tilsyneladende opfattes som værende uden respekt for folkekirkens anliggender. Staten udviser således over for folkekirken ikke tilstrækkelig skønsomhed, det vil sige, den søger ikke tilstrækkelig teologisk faglig rådgivning og dialog med folkekirken inden en regelregulering eller lovvedtagelse i Folketinget. Artiklen viser eksempler på, at staten har magten i alle afgørende principbeslutninger og tør bruge den, hvor folkekirken ikke ønsker det. Den gør samtidig rede for naturrettens skelnen mellem indre og ydre anliggender, som er kirkepolitiske overvejelser, der ikke på nogen måde er lovfæstet og slet ikke gælder i den juridiske teori siden enevældens start. Det kan – som denne artikels analyse understreger – få den konsekvens, at folkekirken må have en ny strukturreform. Menighedsrådene, især på landet, mister ressourcer i disse år. Flere opgaver bliver i fremtiden overført til provstiet, som det nye økonomiske magtcentrum i folkekirken. Derfor foreslår artiklen til slut at inddrage stiftsrådene i folkekirkens fremtidige struktur, så der organisatorisk i folkekirken kommer en bedre balance og nødvendig samtale om kirkelivet.