Spinoza og Rousseau: Tendenser og modtendenser i tidlig demokratiteori

Forfattere

  • Andreas Beck Holm Aarhus University

Nøgleord:

Spinoza, Rousseau, Demokrati, Demokratibegrebet

Resumé

Demokratibegrebet er i de senere år blevet nytænkt på forskellig vis af teoretikere som eksempelvis Jacques Rancière (1999, 2005) og Chantal Mouffe (2000). Karakteristisk for først og fremmest Rancières arbejde med begrebet er, at han kombinerer radikal og original nytænkning af dets semantik med inspirationen fra klassisk filosofi, først og fremmest Platon. I Rancières perspektiv har Platon netop (i modsætning til moderne demokratiteori) forstået, at demokrati tværtimod at være en styreform er det anarki, ethvert styre søger at fortrænge – det er netop derfor, han er antidemokrat.

Det er naturligvis interessant, at man kan bruge Platon til at udvikle moderne demokratiteori, selv om han står som en af filosofihistoriens mest indædte antidemokrater. Så meget desto mere interessant er det, hvad de få klassiske filosoffer, der faktisk har tilsluttet sig demokratiet som styreform, har at lære os i dag. Det er det spørgsmål, der skal belyses i det følgende, hvor Spinoza og Rousseau er i centrum.

På trods af åbenlyse forskelle mellem deres forfatterskaber, deler de to det afgørende fællestræk, at de er de første betydende filosoffer i den vestlige tradition, der argumenterer for demokratiet som styreform. Det gør Spinoza i sin Teologisk-Politiske Traktat fra 1670, Rousseau i Samfundspagten fra 1762. Det er i sig selv tankevækkende, at vi skal så langt op i tiden, før vi finder tænkere, der åbent anbefaler en styreform, der i dag almindeligvis ligefrem er definerende for politisk legitimitet, men siden Platon i Staten brændemærkede folkestyret som tøjlesløst anarki, havde man i den politiske filosofi taget afstand fra det – og det i en sådan grad, at Spinoza og Rousseau endnu langt op i 1800-tallet stod alene med deres synspunkt.

På baggrund af dette fællestræk kan det ikke undre, at der er en lang tradition for at sammenligne de to forfatterskaber. Det er da også ubestrideligt, at de er enige om meget, i særdeleshed når det gælder spørgsmålet om netop demokratiet. Alligevel vil fokus i det følgende ikke først og fremmest være på det, Spinoza og Rousseau har til fælles, men derimod på forskellene mellem dem. Konkret skal der gennem en marxistisk inspireret analyse argumenteres for, at en sammenligning af demokratiforståelsen hos de to forfattere viser, hvordan Spinozas tilgang er væsentligt mere radikal end Rousseaus, og derfor også mere interessant, når det handler om at udfordre og udvikle moderne demokratiteori.

Referencer

Althusser, Louis. 1974. Eléments d’autocritique. Paris: Hachette.

Balibar, Etienne. 1997. La crainte des masses – Politique et philosophie avant et

après Marx. Paris: Éditions Galilée.

Beiner, Ronald. 1993. ”Machiavelli, Hobbes, and Rousseau on Civil Religion”.

The Review of Politics 55, 4, 617-638.

Charrak, André. 2002. ”Nature, raison, moralité dans Spinoza et Rousseau”.

Revue de Métaphysique et de Morale 3 (Juni-September 2002), 411-426. https://doi.org/10.3917/rmm.023.0399

Eckstein, Walter. 1944. ”Rousseau and Spinoza: Their Political Theories and

Their Conception of Ethical Freedom”. Journal of the History of Ideas, 5, 3, 259-291.

Francès, Madeleine. 1951. ”Les réminiscences spinozistes dans le ’Contrat

Social’ de Rousseau”. Revue Philosophique de la France et de l’Étranger, 141, 61-84. https://doi.org/10.3917/rphi

Hardt, Michael & Negri, Antonio. 2003. Imperiet. København: Informations

Forlag.

Hobbes, Thomas. 1985. Leviathan. London: Penguin Books.

Holm, Andreas Beck. 2018. Benedict Spinoza. København: Jurist- og

Økonomforbundets Forlag.

Mouffe, Chantal. 2000. The Democratic Paradox. London: Verso.

Putterman, Ethan. 2005. ”Rousseau on the People as Legislative Gatekeepers,

Not Framers”. The American Political Science Review, 99, 1, 145-151

Rancière, Jacques. 1999. Disagreement. Politics and Philosophy. London: University

of Minnesota Press.

Rancière, Jacques. 2005. La haine de la démocratie. Paris: La Fabrique éditions. https://doi.org/10.3917/lafab.ranci.2005.01

Rousseau, Jean-Jacques. 1987. Samfundspagten. København: Forlaget Rhodos.

Rousseau, Jean-Jacques. 2002. Discours sur l’économie politique. Paris: Librairie

Philosophique J. VRIN.

Rousseau, Jean-Jacques. 1990. Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse

blandt menneskene. København: Gyldendal.

Rousseau, Jean-Jacques. 2017. Discours sur les sciences et les arts. Paris: Gallimard. https://doi.org/10.1515/9783839413272-096

Spinoza, Benedict. 2001. Ethics. London: Wordworth Editions.

Spinoza, Benedict. 2004. A Theologico-Political Treatise and A Political Treatise.

Mineola: Dover Publications.

Spinoza, Benedict. 2018. “Den Politiske Afhandling”. I Holm, Andreas Beck:

Benedict Spinoza. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2018, 87-126.

Tinland, Franck. 1985. ”Hobbes, Spinoza, Rousseau et la formation de l’idée de

démocratie comme mesure de la légitimité du pouvoir politique”. Revue Philosophique de la France et de l’Étranger, 175, 2, 195-222. https://doi.org/10.3917/rphi

Downloads

Publiceret

2021-12-31

Citation/Eksport

Beck Holm, A. (2021). Spinoza og Rousseau: Tendenser og modtendenser i tidlig demokratiteori. Res Cogitans, 15(1), 43–59. Hentet fra https://tidsskrift.dk/res_cogitans/article/view/130557