Styringsproblematikken på Københavns Universitet

Resumé

Lige siden grundlæggelsen i 1479 har Københavns Universitet været tildelt et betydningsfuldt element af selvstyre (= autonomi). Oprindelig var universitetet en kirkelig læreanstalt med paven som øverste myndighed. Paven udøvede sin magt gennem Roskildebispen, der som universitetskansler skulle overvåge, at konfessionen overholdtes, men herudover var universitetets administration overladt Universitetsrådenes forsamling – den senere akademiske lærerforsamling – hvorfra Kollegium, det senere Konsistorium, valgtes.

Ved reformationen blev universitetet en statsinstitution med kongen som øverste myndighed. Kongen udøvede sin kontrolfunktion gennem rigskansleren, der tillige var universitetets kansler. Kanslerembedet vedtoges gennem tiden med vekslende ildhu, og da kansleren ikke mindst under enevælden stod majestætens øre nær, var konsekvensen skiftende materielle vilkår for Københavns Universitet.