Opbrud i makroteorien

Resumé

Makroøkonomisk teori siges ofte at være i en krisesituation, og undertiden hævdes denne teoriretning endog at være afgået ved døden. Krisesymptomerne identificeres ofte med det faktum, at der blandt såkaldte makroøkonomer ikke er udbredt enighed om hverken de samfundsøkonomiske sammenhænges funktionsmåde eller de stabiliseringspolitiske muligheder. Set lidt på afstand synes der således at være mindst lige så mange synspunkter, som der er nationaløkonomer. Dette er selvfølgelig i en vis forstand et svaghedstegn, der afspejler vores manglende viden om centrale samfundsøkonomiske sammenhænge, men udtrykker samtidig den udvikling, der er inden for makroøkonomisk teori. Den såkaldte krise skal ses på baggrund af tidligere tiders meget optimistiske syn på den makroøkonomiske teoris forklaringsevne. En udbredt opfattelse var, at man tilnærmelsesvis havde fuld viden om de samfundsøkonomiske mekanismer og derfor var i stand til at styre den økonomiske udvikling forholdsvis præcist. Den økonomiske udvikling i 60'erne og starten af 70'erne understøttede dette synspunkt, men siden har den økonomiske udvikling og erfaringerne med at styre denne givet anledning til væsentlig mere pessimistiske synspunkter. Hvis der er en krise i den aktuelle makroøkonomiske teori, skyldes det således snarere tidligere tiders overdrevne optimisme og de deraf af fødte skuffelser i forsøgene på præcist at styre markedsøkonomier end indholdet i den nyere makroøkonomiske teori.