ØMU, den økonomiske politik og institutionerne

Resumé

 

De færreste vil bestride, at EF-samarbejdet har været en succes fra Rom-traktatens underskrivelse af de seks oprindelige medlemslande i 1957 via Storbritanniens, Irlands og Danmarks medlemskab i 1972 og frem til udvidelsen af medlemskredsen i 1980'erne med Grækenland, Spanien og Portugal. Ved begyndelsen af 1990'erne er spørgsmålet om en yderligere forøgelse af antallet af medlemslande tilsyneladende ved at blive aktuelt. Det drejer sig i første række om lande fra EFTA-samarbejdet (Østrig, Norge og Sverige), men også om EF's forhold til de østeuropæiske lande øst og syd for Tyskland. Hertil kommer en række udenrigspolitiske problemer i forhold til såvel USA som Sovjetunionen og andre dele af verden (herunder Golf-staterne). På disse områder vil de tre store, politisk toneangivende EF-lande, (det genforenede) Tyskland, Frankrig og Storbritannien, givetvis have forskellige synspunkter. Det vil igen afspejle sig i debatten om fælles udenrigs- og forsvarspolitik m.v. Disse problemkredse er måske endda, når det kommer til stykket, de mest centrale, når de store EF-lande skal tage stilling til EF-samarbejdets fremtidige udformning. De vil imidlertid ikke blive berørt i det følgende, som kun vil behandle det økonomiske samarbejde i EF.