Tyrkiet mellem Europa og europæisering

Resumé

Efter den kolde krig er mange lande kastet ud i identitetskriser, i en søgen efter udenrigspolitisk orientering, som ofte involverer spørgsmål om national selvforståelse. Dette fremkalder mere eller mindre godt begravede bryderier. Det gælder Tyskland, Frankrig, de nordiske lande, USA, Rusland, Italien, men bestemt også Tyrkiet.

Tyrkiet var under den kolde krig blevet optaget i Vesten. Rusland var skubbet ud, var ikke Vesten, men Tyrkiet var til gengæld en central brik i USA's inddæmningsstrategi, et centralt NATO-land, modtog stor økonomisk og militær støtte, blev optaget i Europarådet og var i det hele taget mere velkomment i Vest end vel nogen sinde før. Tyrkiets moderniseringsstrategi var i overensstemmelse med den politik, man blev mødt med fra sine allierede, og omend EFs afslag allerede før murens fald havde vist grænserne, var Tyrkiet relativt entydigt forankret i Vesten og defineret som europæisk på en måde, der tilsyneladende gav gode svar på evige tyrkiske spørgsmål (som vi vil komme tilbage til).

Muren og kommunismen faldt, EF satte kurs mod økonomisk og politisk union, NATOs status og rolle blev uklar, og Sovjet gik i opløsning og afløstes af 15 uafhængige stater, hvoraf 5 er tyrkisktalende. Tyrkiet er dermed konfronteret med en række nye spørgsmål, der vedrører landets relationer på de globale og regionale niveauer, men også selve den dominerende tyrkiske nations- og statsopfattelse. Hvordan skal Tyrkiet placere og forstå sig ift. Europa, ift. Vesten, ift. den islamiske verden og ift. de nye republikker? Situationen er en generel identitets- og orienteringskrise. Den fremtidige kurs kan derfor ikke fastlægges med præcision, men en række af mulige retninger kan ridses op.