Kommunerne som serviceproducenter i erhvervspolitikken

Resumé

Både primærkommunernes og amtskommunernes roller i det økonomisk-politiske system har gennem en årrække været under så hastig ændring, at det efterhånden er påkrævet nøje at analysere konsekvenserne af denne udvikling. Den kommunale sektor er stadig den eneste del af den offentlige sektor, der vokser totalt set målt i kroner. Personale og ressourcer har ganske vist været faldende på en række traditionelle kommunale opgaveområder. Den vækst, der er udgået fra nye kommunale opgaver, har alligevel resulteret i en samlet kommunal udgiftsvækst, selv i disse år, hvor der er talt meget om offentlige nedskæringer.

Der kan være to kilder til denne vækst, som er væsensforskellige. Dels kan det dreje sig om politisk træghed, tunge bureaukratiske traditioner og vanetænkning, når eksempelvis makro-betingelserne omkring betalingsbalance og beskæftigelse svigter, som vi har kendt det i en årrække. Udviklingen kan imidlertid også dække over, at velfærdssamfundets struktur bliver mere kompleks og udvikler sig i en retning, hvor en række af de opgaver, der er det mest presserende og stærkest voksende behov for at få dækket, traditionelt har været løst gratis i den offentlige sektor uden brug af markedsmekanismen.

Specielt den skandinaviske velfærdsmodel kan her vise sig umulig at finansiere på lidt længere sigt. Blandt vækstopgaverne kunne i flæng nævnes ældreomsorgen med de voksende ældregenerationer, der især vokser i den »tunge ende«, sundhedssektoren med de stærkt forbedrede behandlingsmuligheder og arbejdsmarkeds- og socialsektoren med de omtvistede overførselsindkomstniveauer og den betydelige indsats, som undertiden har været evalueret som i bedste fald nytteløs og måske skadelig for incitamentstrukturen omkring erhvervsudvikling og jobskabelsesfunktioner.