Post-kommunistisk økonomisk transformation Hvorfor er nogle lande mere fattige end andre?

Resumé

 

Den neo-liberale økonomiske filosofi, der i slutningen af 1980'erne dominerede de internationale finansielle institutioner, fandt i de fleste post-kommunistiske regeringer beredvillige elever. I den liberale ortodoksi så de svaret på de styringsproblemer i statsstyrede økonomier, de kendte alt for godt (Mokrzyki, 1991). For det første appellerede den neoklassiske vision af fremtidens ideelle marked til den utopiske tradition, der altid havde haft et stærkt rodfæste i Central- og Østeuropa og var blevet yderligere forstærket i den kommunistiske periode (Poznanski, 1995, p. 14). Det neoklassiske utopia blev af mange reformpolitikere set som antitesen til det hidtidige system og derfor som det mest radikale brud med fortiden. For det andet blev gennemførelsen af en neoliberal økonomisk politik i mange tilfælde gjort til en betingelse for modtagelse af vestlig bistand. Resultatet var, at flertallet af de post-kommunistiske lande umiddelbart eller med nogen forsinkelse gennemførte en økonomisk politik i overensstemmelse med den »Washington-konsensus«, der i begyndelsen af 1990'erne prægede institutionerne i den amerikanske hovedstad (Williamson, 1991). Denne konsensus skabt omkring økonomisk politik i udviklingslande omfattede en ortodoks stabiliseringspolitik, en hastig intern og ekstern liberalisering, deregulering, privatisering og etablering af markedsinstitutioner. Det var denne udviklingsstrategi, der i begyndelsen af 1990'erne blev overført til de post-kommunistiske systemer under betegnelsen »chokterapi«.