Danmark og euroen: Konsekvenser for finanspolitikken?

Resumé

I diskussionen om Danmarks eventuelle tilslutning til ØMU'en spiller det en afgørende rolle, hvordan mulighederne for at føre en selvstændig finanspolitik vil blive påvirket. Herom handler denne artikel. Vi starter med at se på, hvad Maastricht-traktaten og ikke mindst den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt (herefter blot stabilitetspagten) formelt indebærer af restriktioner på medlemsstaternes finanspolitik (afsnit 2). Dernæst prøver vi kort at vurdere, hvilke økonomiske begrundelser der kan være for at indføre politisk bestemte bindinger på finanspolitikken i en monetær union (afsnit 3). Dette fører os videre til spørgsmålet, om stabilitetspagten reelt vil begrænse medlemslandenes muligheder for at føre en konjunkturudjævnende økonomisk politik (afsnit 4). Vi belyser dette i form af dels et historisk tilbageblik på de offentlige finanser i en række EU-lande, dels et forsøg på at vurdere, om det med stabilitetspagten ville have været muligt for Danmark at gennemføre den såkaldte kickstart af økonomien i 1993. Herefter tager vi fat på nogle mere langsigtede aspekter af de offentlige finanser, herunder om det uden at bryde med stabilitetspagten er muligt at absorbere de forventede stigninger i de offentlige udgifter som følge af forskydninger i befolkningens aldersstruktur (afsnit 5). Udover et demografisk bestemt pres på de offentlige udgifter må der på mellemlangt sigt forventes en forstærket tendens til skatteharmonisering i takt med den stigende europæiske integration. På den baggrund forsøger vi at vurdere, om dette dobbeltpres på de offentlige finanser betyder, at vi kun kan overholde stabilitetspagten, hvis vi vinker farvel til velfærdssamfundet (afsnit 6). Endelig afrundes artiklen i afsnit 7.