Begrebet arbejde i et bæredygtighedsperspektiv

Resumé

Arbejdet er rigdommens kilde. Det blev stadfæstet af oplysningstidens klassiske økonomer. Arbejdet kan dog også være kilden til social elendighed og naturødelæggelse. Det oplevede de arbejdende masser ved industrialiseringens gennembrud, og det opleves af arbejdsløse, nedslidte, udstødte og marginaliserede i dag. Arbejde som produktiv aktivitet på arbejdspladserne og i hjemmene skaber rigdom, men bidrager også til at udtømme naturens rigdomme. Hverdagslivets arbejdsaktiviteter synes derfor at være en central faktor for udvikling af bæredygtighed og samfundsmæssigt ansvar (social responsibility), som i disse år fejer hen over erhvervslivet. Hovedlinjen her er, at bæredygtighed opnås gennem øget kontrol og styring, som arbejdet skal underlægges. Der er kun i meget begrænset omfang øje for, at bæredygtighed kan etableres af bevidste, kreative og intentionelle producenter. Dermed forskertser bæredygtighedsbestræbelserne sig fra muligheden for at blive en aktiv del af hverdagens praksis, og den unddrager sig den viden og det engagement, der findes blandt bevidste producenter, som kunne være et kraftigt bidrag til en bæredygtig udvikling. I denne artikel undersøges, hvordan det klassiske arbejdsbegreb relaterer sig til og udfordres af bæredygtighed. Med udgangspunkt i en filosofisk/sociologisk afklaring af arbejdets karakter og indhold indskrives bæredygtighed i hverdagens praksis på et teoretisk niveau, og der opstilles nogle centrale kriterier for et bæredygtigt arbejde.