Dansk sikkerhedspolitik 1945-1972: Loyal allieret med forbehold

Resumé

Der herskede ved befrielsen i maj 1945 bred indenrigspolitisk konsensus blandt såvel de tidligere samarbejdspolitikere som modstandsbevægelsens politikere om, at landets isolerede neutralitetspolitik fra før verdenskrigen havde lidt endegyldigt skibbrud med den tyske besættelse 1940-1945. De forestillinger, man i Udenrigsministeriet havde gjort sig før krigen om muligheden for en »neoneutral« udenrigspolitisk kurs selv som besat land i en krigssituation, havde vist sig uholdbare i længden. Det var nok lykkedes at holde landets territorium uden for ødelæggende krigshandlinger, men prisen havde været en dilemmafyldt og politisk ømtålelig samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, som kun med nød og næppe havde sikret Danmark en formel plads blandt de sejrende allierede i 1945, og som i øvrigt markant havde styrket det danske kommunistpartis ellers blakkede anseelse. DKP’s aktivister havde ubestrideligt udgjort en betydelig del af kernen i den væbnede modstandskamp, som alle partier i befrielsessommeren 1945 anså det for opportunt at hylde.