Klimaforhandlinger, hårdknuder og koblinger med andre emner

Resumé

De internationale forhandlinger om reduktion af drivhusgasser er ramt af et uheldigt paradoks: Selvom alle parter har en interesse i at begrænse koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, undslår hver enkelt part sig forpligtelser. Denne artikel forklarer, hvorfor reduktionsforhandlinger ender i hårdknude og diskuterer en løsningsmulighed. Først antages det, at forhandlingsparter maksimerer deres nationale udbytte uden hensyntagen til modparternes udbytte. Derpå fremsættes der ved hjælp af simpel spilteori hypoteser om et kollektivt handlingsproblem, hvor hver part har incitament til at minimere egne forpligtelser og maksimere modparternes. Hypoteserne bekræftes af en tentativ analyse af parternes forpligtelser og adfærd de seneste år. Med afsæt i det kollektive handlingsproblem og eksempler fra COP15 diskuteres det dernæst, hvorvidt koblinger mellem forhandlingerne om reduktioner og forhandlinger om andre emner såsom finansiering og skovrydning kan bidrage til en løsning i reduktionsforhandlingerne. Afslutningsvis opfordres der til mere forskning i sådanne koblinger i de internationale klimaforhandlinger.