Klimakamp, skolestrejke og generationsretfærdighed

Resumé

I den seneste bølge af klimaaktivisme, som startede i 2018, er børn og unge trådt frem som klimakrisens politiske subjekter og spørgsmålet om generations retfærdighed er blevet centralt. Dette har særligt vist sig i netværket Fridays for Futures ”skolestrejker
for klimaet”. I denne artikel undersøger jeg, hvilke logikker der gør sig gældende i klimastrejkerne, og hvordan disse logikker udfordrer kapitalismens produktions- og reproduktionsformer. Ved at anvende et marxistisk-feministisk teoretisk perspektiv argumenterer jeg for, at skolestrejkerne skal ses som en forstyrrelse af samfundets sociale reproduktion. Historisk set er det, der har gjort strejker til et vigtigt værktøj, at det standser produktionen. Dette er ikke tilfældet for skolestrejkerne. I stedet er det en måde for unge klimaaktivister at demonstrere det absurde i at gennem skolegangen deltage i reproduktionen af et samfund, hvis organisering er det, der driver de klimaforandringer, som er godt i gang med at øde lægge deres fremtid. Efter coronapandemien er antallet klimastrejker markant mindsket. Jeg foreslår, at hvis strejkerne skal genaktualiseres, kræver det en højere grad af koalitionsbygning mellem skoleelever, studerende og arbejdere, der kan bygge bro mellem generationer og politiske subjekter.